MANTRA-modellen
Et dagligt refleksionsredskab, der hjælper dig med at sænke tempoet og vælge din handling bevidst.
MANTRA-modellen er ikke tænkt som endnu et ledelsesværktøj. Den er tænkt som et dagligt refleksionsredskab. Hver gang du står i en situation, hvor dine dyder bliver udfordret, kan den hjælpe dig med at sænke tempoet og vælge din handling mere bevidst — ikke fordi den fortæller dig, hvad du skal gøre, men fordi den hjælper dig med at huske, hvem du ønsker at være.






M — mærk efter
Hvad sker der i dig lige nu? Skyldes en frustration eller irritation med en anden person i virkeligheden, at du bliver nervøs, træt, usikker eller såret? Husk at din oplevelse af verden starter hos dig — indefra og ud. Ikke udefra og ind.
A — anerkend situationen
Spørg dig selv, hvad der reelt er på spil for dig. Det nemmeste er at pege fingre ad andre og give dem skylden for vores følelser, men de opstår i os selv. Derfor kan den samme situation falde forskelligt ud, afhængig af om vi har mentalt overskud eller ej.
N — nysgerrighed først
Inden du reagerer: hvad er det, du ikke ved? Er der noget, der kan forklare den anden persons adfærd — medarbejder, kollega, ven eller butiksekspedient? Mange konflikter kan undgås, hvis vi prøver at forstå, inden vi handler.
T — tag ansvar
Efter du har vurderet situationen, skal du handle. Spørgsmålet er: hvad er den rigtige handling? Ikke den nemme. Ikke den, der giver mindst ubehag. Hvordan møder du den anden person på en respektfuld måde og med de bedste intentioner?
R — relation før ego
Hvordan sikrer du, at du bevarer værdigheden for den anden person? Du kan være tydelig, krævende og konsekvent uden at nedgøre eller ydmyge det andet menneske.
A — ager bevidst
Det afgørende er, hvordan du agerer — og om du om 3, 6 eller 12 måneder kan kigge tilbage og være stolt over den måde, du handlede på. Stolt over at du levede op til dine dyder, og stolt over at du formåede at bevare værdigheden hos det andet menneske.
Karakter formes ikke i de store øjeblikke. Den formes i de små valg, du træffer hver dag. Modellen er beskrevet i bogen MANTRA. Hvis du vil have hjælp til at finde dit kompas, så lad os tale sammen — det er det, Uffe Erup Larsen arbejder med.